Tag med på tur til ABUs private stræk af Mørrumsåen – Juni 2022

Nicolai Ulrik Hansen har sendt en beretning om en tur til ABU strækkene af Mørrumsåen;

Da præmien i en PureFishing konkurrence, en tur over flere dage til ABU ”stugan” ved Mørrumsåen skulle afvikles, fik jeg muligheden for at deltage på en tur til hvad jeg kalde de legendariske ABU stræk af Mørrumsåen.
Jørn Ladegaard havde vundet sig til turen til de ”hellige haller” i en napognyt.dk konkurrence og derudover udgjorde holdet Lasse Houlberg Danielsen og Henrik Kaas fra Pure Fishing Danmark

De andre entrede hytten mandag formiddag og jeg stødte til selskabet tirsdag aften efter en tur over Øresundsbroen, porten til det forjættede land og en dejlig tur op gennem Skåne.
Jeg kan ikke undgå at føle en smule ærefrygt hver gang jeg drejer ind ad den lille grusvej ned mod hytten. Ingen andre fiskegrejsproducenter har en lignende historik og egne eksklusive stræk af Mørrumsåen der er besøgt af både Konger, Dronninger og Præsidenter.

Jørn, Lasse og Henrik havde lidt en smule i solen i løbet af mandagen og tirsdagen og kunne fremvise lettere hummerfarvede områder på både arme og ben.
Onsdagen startede smukt ud og traditionen tro måtte jeg bare ned til broen ved hytten for at se om mine fiskevenner, de smukke døbler stod på deres vante pladser. Det tog mig ikke lang tid at spotte et par flotte eksemplarer og i løbet af kort tid havde jeg hentet medegrejet oppe i hytten. Ud med brød på overfladen og de tog det heldigvis uden tøven. Et stykke brød med en forræderisk krog i, blev sendt ned mod fiskene og én af dem kvitterede straks med at inhalere brødet.
Efter en kort men intens fight i strømmen kunne døblen glide over net rammen og sikkert ned i det nye ABU Spike net.
Indrømmet – den var en smule større end jeg havde regnet med og med sine 56 cm og ”brede skuldre” var det faktisk en særdeles hæderlig døbel og en fisk der gjorde sig flot på listen over mine fangne døbler!

Onsdag eftermiddag gik med shopping i ABU shoppen, en rundvisning på ABU museet og en fantastisk rundvisning på ABU fabrikken hvor de runde skønheder, Ambassadeur rullerne stadig samles i hånden. Vores tour guide på både museet og fabrikken var Mikael Loorentz som på bedste vis leverede nogle meget engagerede og kyndige rundvisninger!
Efter et skønt aftensmåltid kreeret af Henrik og det obligatoriske gruppebillede i hytten skulle aftenlaksen have chancen men det blev bare til et par sete fisk selvom der blev gået ihærdigt til den med de helt rigtige Toby blink, Refleks spinnere og Tomentor woblere.
Samme aften havde vi aftalt at Jørn skulle have chancen for at lande en døbel og jeg kan helt ærligt sige at der blev kæmpet for sagen. Døblerne besøgte nu kun sporadisk det sted vi kunne fiske til dem og selvom Jørn gjorde en god indsats så lykkedes missionen ikke.

Torsdag stod til fulde i laksens tegn og vi fiskede på livet løst, kun afbrudt af behagelige pauser med diverse drikkevarer og lidt fast føde.
Gedder er svære at undgå i Mørrum og det blev også til en del af dem. Selv havde jeg fire gedder og en aborre og Lasse havde et lignende resultat og én af hans gedder var endda til den lidt bedre side.
Torsdag aften sagde vi farvel til Lasse som havde en butik at se til fredag og vi tre tilbage smovsede i Mørrums gode pizzaer.


Fredag morgen kiggede vi atter til døblerne men de havde søgt tilflugt under modsatte bred hvor man stort set ikke kunne nå dem. Formiddagen gik med at lukke hytten ned for Henrik og Jørn skulle forlade den lidt før frokost. Efter at have sagt farvel og tak til de herrer lagde jeg alt på et bræt og kørte nordpå til Skreahagen, det andet ABU stykke som ligger 10 minutters kørsel fra Ekeberg.
Skreahagen er et stræk med langt flere forhindringer og noget mere brusende vand og hurtigt vand. Jeg havde en døbel til gode fra dette stræk og til min store glæde kunne jeg efter 5 minutter lokke fisk op til brødet på to forskellige pladser. Den første plads måtte jeg opgive at fiske til, men den anden lå bedre. Vandet løb relativt stærkt men der var et dødhul efter en stor bevokset sten. Her stod der flere fine døbel og heldigvis lykkedes det mig på løsline at få en fin fisk på 48 cm.

Jeg bliver aldrig træt af at besøge disse legendariske stræk. Røde glenter, daglige besøg af isfuglen som pilede op og ned ad åen, Traner og rigtig mange andre vidunderlige indtryk fuldender oplevelserne ved disse stræk.

Kære Mørrum, ABU, Henrik, Jørn og Lasse – Tak for en rigtig hyggelig tur!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *