Fem tips til en god fisketur med familien i efterårsferien
Dagene bliver langsomt kortere. Temperaturen falder og løvet skifter til røde og gule nuancer på træerne. Alt sammen tydelige tegn på efterårets komme. For børnefamilier er skolernes efterårsferie en oplagt mulighed, for at opleve naturens “efterårsmagi” på nærmeste hold med en fiskestang i hånden. Her får du fem gode tips til at skabe en vellykket fisketur i efterårsferien.
Valg af fiskested
Grundlaget for den bedste fisketur starter faktisk allerede inden I overhovedet skal ud af døren. Selvom lysten til en fisketur måske er opstået ganske spontant, så vil en velforberedt fisketur ofte vise sig at give de bedste oplevelser på selve turen. Udvælgelsen af det bedste fiskested kan foregå hjemmefra og er ikke blot et spørgsmål, om der er mange fisk ved den pågældende lokalitet. Valget bør i lige så høj grad være et spørgsmål, om I har det rette udstyr til de fisk, som findes ved vandet. Er området børnevenligt, så man ikke skal være bekymret for stejle brinker, dybt vand eller andre faktorer, som trækker opmærksomheden væk fra selve fiskeriet? Endvidere kan det være en fordel at vælge sit fiskested efter dagens vejrudsigt, så man undgår at skulle fiske i besværliggørende modvind.
Påklædning
Efteråret kan til tider vise sig fra sin milde side og gøre det til en sand fornøjelse at færdes udendørs i naturen. Efterårsvejret kan dog også være mere lunefuldt og så gælder det om at iklæde sig tøj og fodtøj, som kan matche vejret på dagen. Kulde og regn kan sætte en stopper for selv den bedste fisketur, så husk endelig regntøj og gummistøvler – sidstnævnte hjælper også mod “sup” fra nysgerrige børnefødder i vandkanten. Endelig kan det være en fordel at medbringe tæpper eller campingstole til at sidde på, så man undgår at blive kold, hvis man skal sidde ned passivt i længere tid.
Madpakke og snolder
Alle fysiske aktiviteter kræver energi – særligt ude i naturen. Derfor er det naturligvis en rigtig god idé at medbringe et par lækre madpakker hjemmefra. Vælg gerne noget praktisk, som er let at håndtere – grove sandwiches egner sig godt og kan samtidig give fornyet motivation, hvis fiskene selv holder en spisepause. Varm kakao i en termokande, kiks eller müslibarer er også oplagt at medbringe, hvis engagementet hos familiens yngste skal have et boost. Husk endelig en pakke vådservietter, der kan fungere som “håndvask”, særlig når der har været håndteret fisk eller regnorme.
Man må godt snakke!
Der findes mange myter om lystfiskeri og en af dem, er desværre, at man ikke må tale sammen når man fisker. Intet kunne dog være mere forkert! Når man er på fisketur, så skal man hygge sig sammen, nyde naturen og hinandens selskab. Den fælles oplevelsesramme skaber netop grundlaget for at kunne tale sammen, om det der sker på turen eller det som man måske ikke får talt om i en travl hverdag. Fiskene kan i øvrigt ikke høre, hvad I taler om. Fisk kan derimod mærke vibrationerne i vandet, hvis man tramper for meget rundt ved vandkanten i en sø.
Hvordan fanger vi noget?
Uanset hvilken fiskeart der fiskes efter, så er det altid en fordel at gøre det så simpelt som muligt, når det er børn, der skal håndtere fiskeudstyret. Skal I en tur ud på kysten, så er det oplagt at prøve fiskeriet efter fladfisk, der både smager godt og samtidig er relativt lette at fange. Når man vil fange en fladfisk, så skal man bruge et såkaldt faldfiskeforfang, der består af to kroge og et synk. På krogene kan man sætte børsteorm, der kan købes i de fleste grejforretninger. Alternativt kan tynde strimler af en sildefilet også anvendes.
Skal I på tur til et område med ferskvand, så vil man de fleste steder kunne støde på enten skaller eller aborrer. Begge fiskearter kan fanges på regnorm, som enten fiskes på bunden eller med et flåd. Regnormene kan enten graves op eller “lyses” på en græsplæne efter mørkets frembrud, hvor de kravler rundt og finder blade. Med en lommelygte kan du få øje på ormene og hvis du er hurtig, kan du også nå fange dem med fingrene!
Når børn og unge er med på fisketur, så opstår der et helt naturlig fokus på, at der skal fanges fisk. En fisketur er dog ofte præget af en stor uforudsigelighed – for det er jo netop ikke sikkert, at man fanger noget. Uforudsigeligheden er derfor med til at skabe selve spændingen på fisketuren, mens der tålmodigt ventes. Skulle fiskene ikke have lyst til at “samarbejde”, så er der dog ingen grund til at fortvivle. Brug i stedet naturen som den oplagte kulisse til at tale om efteråret, mens i nyder madpakken eller tager et par gode billeder af familien på fisketur.