Irena med turens største aborre på imponerende 46 cm.

Irena Elzbieta Mathiasen er ofte ude og lede efter store fisk med fiskestangen og den seneste tur var ingen undtagelse.

Her er hvad Irena oplevede;

Solen skinnede og byen summede af liv, da jeg i mandags havde bevæget mig ned mod byen med min fiskestang.
Jeg havde nærmest allerede fortrudt turen 4 gange, varmen var uudholdelig og jeg havde i starten lidt svært ved at finde fisk med noget størrelse på.

Normalt fisker jeg nærmest kun med McPerch i farven ‘baitfish’ når jeg har en shad på. Det er uden tvivl min yndlings jig og den står bag samtlige af mine store aborre fangster. Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte at skifte jig netop denne dag, men jeg endte med at montere en Berkley Sick Flanker i farven ‘Brown Bleak’ på et 10 grams jighoved.

Det er en kamp at fiske imellem grøde, kajakkere og både men ikke desto mindre lykkes det pludselig at kroge noget tungt. Panikken steg ret hurtigt da jeg så størrelsen på den og næsten samtidig gik det op for mig, at mit net stadig var hæftet fast på min taske! Altså rigtig godt fast! På sekunder overvejede jeg samtlige scenarier igennem, hvordan jeg både kunne lande og miste fisken i min panik!
Jeg smed min slingbag og med nettet stadig derpå får jeg kørt fisken indover netrammen. Et højt pust undslap mine læber af lettelse og et kæmpe smil bredte sig på mine læber. Pludselig gik det op for mig, at jeg stadig har tilskuere på fra vandsiden.

Når man streetfisker deler man ofte sine fangster med både gåtursfolk, arbejdsmænd og sejlere, men her delte jeg den med en del flere end normalt. I samme øjeblik sejlede Hjejlen netop forbi og tudede med sin karakteristiske horn imens. Så fik turisterne da set hvad Silkeborg også har at byde på udover smuk natur og tid på vandet.

Efter et par billeder, godt hjulpet på vej af et par søde vandrer, kunne jeg genudsætte den smukke aborre på 46 cm og fiske videre. Under fighten havde jeg haft 2 – 3 store aborre med inde, så jeg tænkte at de forhåbentlig stadig var der ude. 2 Kast efter fik jeg bekræftet at jeg havde ret. Kort fight, sikker netning og 44 cms skønhed.

Denne gang havde en tysk familie med to børn, netop krydset mig på stien inden fisken huggede. De kom tilbage og ungerne fik lov til at se og røre ved den imponerende fisk før den igen røg retur.

Det er svært at forlange mere efter så smukke fisk, med et par kast efter kom endnu et hug! Igen en fisk på den helt rigtige side af 40 cm og jeg var bare fuldstændig blæst bagefter. Alle fisk havde fuldstændig inhaleret min Sick Flanker.

Jeg tror jeg har fået en ny yndlings jig skriver Irena!

Jeg fiskede som sædvanlig med min betroede IKE Signature spin 6,8 fod 2-15 gram og Revo IKE hjul str. 20.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *