En stribe hornfisk faldt for Irenas MO Inline i farven Holo Mackerel.

Irena Mathiasen er en super alsidig lystfisker, der færdes lige så hjemmevant i det salte, som i det ferske element. Lige nu er hornfiskene ankommet, så Nap&Nyt har bedt hende give et par gode tips til at komme i gang med fiskeriet efter hornfisk – de kommer her:

Hornfisk er en af mine yndlings sommergæster, i vores danske farvande. De sjove mærkværdige fisk kan fanges med stor glæde af både børn og voksne.

Der er rigtige mange forskellige måder at fange hornfisk på. De mest simple måder, er oftes de mest effektive. Da jeg ofte fanger hornfisk under mit havørred fiskeri, er det samme opsætning jeg bruger.

Den opsætning jeg bruger er :
Min almindelige spinnestang, hjul og line. Alt fra 5 fod og op til 10′ kan bruges, og et hjul i passende matchende størrelse (str. 10,20,25,30 /1000/1500/2000/2500/3000)
Jeg bruger en 5,6 fods stang og et hjul i størrelse 10.

På hovedlinen (linen fra hjulet) binder jeg en svirvel. I svirvlen binder jeg mit forfang – et stykke nylon på 0.45 og godt 70 cm. Jeg tager en gennemløber og trækker forfangs linen igennem. Jeg trækker en perle på og til sidst en lille tre krog. Jeg bruger Berkley Fusion treble hooks i en str. 10. Hellere en lille krog, end en stor.
Man kan også bruge silketråd til hornfisk, men fordelen ved at bruge en trekrog er, at hvis en havørred hugger har du stadig mulighed for at kroge og fange den.

Da hornfiskens mange små tænder, nemt laver ridser i linen anbefaler jeg at man bruger et forfang. Om du bruger nylon eller fluorocarbon til dit forfang, er i grunden lige meget. Vælg en line omkring 0.35 – 0.50. Fluorocarbon er lidt stivere end nylon, så hold dig gerne en i den lave ende hvis du vælger det.

Det er dog en god ide at bruge forfang, da hornfiskenes mange små tænder nemt laver små ridser i linen. Længden af forfanget justeres alt efter stangens længde. Find en passende længde, hvor du føler du kaster bedst muligt. Et for langt forfang, især til en kort stang, kan drille.

Hvis jeg oplever at hornfiskene har svært ved at blive kroget, juster jeg afstanden fra blink til krog. Det gør jeg, ved at flytte min krog 1,5 – 3 cm længere bagud. Det kan man gøre på tre forskellige måder.

  1. Ved at tage en perle eller to ekstra på, hvis man fisker med gennemløber. Jeg bruger MO Inline, og der medfølger en enkelt perle. Almindelige Hama perler eller mini Hama fra børnenes perleplader kan også bruges. Ellers kan perler købes hos den lokale grej shop.
  2. Binder man sin krog i en Rapala knude, kan man bare gøre løkken lidt længere.
  3. Den sidste måde er at binde en svirvel efter blinket, binde et lille stykke af forfangslinen i den, også krogen deri.

Jeg fisker med en forholdsvis jævn hurtig indspinning, og hvis jeg mærker hornfisken hugger/slår til blinket, sætter jeg gerne farten lidt op. En varieret indspinning er ikke nødvendig til hornfiskene.. Modstå fristelsen i at give et modhug hvis hornfisken kun slår til blinket. Giv den en chance for at ramme bedre. Hornfisken skal nok komme igen! Du kan til tider få mere succes med at lave et eller to spinstop, hvilket en gennemløber er utrolig god til.

Mit yndlingsblink til hornfiskene er Abu MO Inline i farven ‘Holo Mackerel’ og ‘Blue Gem’ men de mere farverige farver som ‘Green/Chartreuse’ og ‘Flaming Tiger’ Kan også anbefales.

Når man skal håndtere en hornfisk uanset om den skal genudsættes eller tages med hjem, er det en god ide at tage fat lige bag hovedet. Hurtigt, og hold så godt fast. De er livlige, og selvom de godt kan nappe hvis de får fat i jakke ærmet, så gør det hverken specielt ondt eller er farligt.

De lange næbdyr ‘danser’ gerne under fighten. Især hvis man står ude i vandet og fisker. Når hornfisken kommer tæt på, nærmest løber de igennem vandet med det meste af kroppen fri. Det er lige præcis dét, som jeg elsker ved de skønne hornfisk. Knæk og bræk.

Følg Irenas fiskeri på instagram her:

https://www.instagram.com/p/Bw2IqxZjMOk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *