Frosten har bidt sig godt fast i det danske landskab og lagt et låg på søerne. Det giver helt nye muligheder for isfiskeri, og lige netop det, begav Irena Mathiasen sig ud i i dag. Læs hvordan det gik her:

Jeg var i dag på mit livs første isfiske-tur. Is fiskeriet har længe stået højt på min liste over fiskeformer som jeg gerne ville prøve. Der er noget magisk over at kunne sidde midt ude på en sø og hive smukke fisk op af hullet i isen. Det har i hvert fald altid set helt fantastisk ud på alle de videoer på både YouTube og Instagram som jeg har sukket over.

Det er ikke hvert år at is fiskeri i Danmark kan lade sig gøre. Det bliver sjældent koldt nok, men i år har Kong Vinter for alvor meldt sin ankomst.
Selvom langt de fleste offentlige søer ikke er givet fri til at man må bevæge sig ud på isen, er der flere put and take søer hvor isen nu er så tyk at man – hvis man er heldig nok til at få lov – kan prøve kræfter med is fiskeri.

Da vi havde fået grønt lys fra en put and take sø til at vi måtte fiske på isen, var drømmen om isfiskeri pludselig tæt på. Spændingen over hvad jeg egentlig kastede mig ud i, forventningerne om hvordan det foregik samt håbet om en fangst, kørte rundt i kroppen. Det er altid spændende at prøve kræfter med nye fiskeformer og når man har store forventninger, som jeg havde med isfiskeriet, så kan man nogle gange godt blive skuffet. Men det må jeg indrømme jeg på ingen måde blev!

Da vi ankom hoppede jeg i det ene lag tøj efter det andet og da jeg langt om længe var klar, havde jeg 5 lag på benene samt 6 lag på kroppen. Efter at have boret os lidt frem på isen og jeg havde fundet ‘det helt rigtige sted’ placerede jeg mig på min stol, tæt nok på hullet til at kunne kigge ned. Første gang en lille flok kildeørreder kom trækkende forbi og nysgerrigt kiggede på min agn, hoppede mit hjerte et slag over. Kulden havde ellers været ved at få fat i mine tær, men jeg må da sige jeg hurtigt fik varmen igen selvom ingen af fiskene huggede.

Kort efter fik jeg dog muligheden igen. Jeg så en kildeørred komme forsigtigt tættere på min agn, og fra modsatte side kom der pludselig en anden. Hurtigere og mere målrettet. Den åbnede munden og jeg satte krogen! Efter en kort men hektisk kamp, kunne jeg skubbe fisken op over kanten af hullet.

Den sidste fisk jeg fangede, nåede jeg slet ikke at se før den huggede. Den kom med fuld fart og før jeg nåede at registrere at jeg havde bid, var den allerede langt under isen. Jeg fik den fightet tilbage til hullet og med den smukke fisk oppe på isen, kunne min dag simpelthen ikke have endt bedre.

Isfiskeri kan ikke sammenlignes med noget andet af det fiskeri jeg normalt gør mig i. Det er utroligt spændende og hvis man gør som jeg, fisker med andre – så er det bare hygge på et helt andet plan. At sidde få meter væk fra hinanden, med varmt te på en termokande og bare slappe helt af, det er virkelig en fantastisk måde at bruge en søndag på. Eller hvilken som helst anden dag på ugen vil jeg tro. Jeg er i hvert fald fuldstændig hooked på dette skønne vinter-eventyr og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg bevæger mig ud på isen, med fiskestangen i hånden.

HUSK : Gå aldrig ud på offentlige søer, før de er givet fri og gå aldrig ud på put and take søer, hvis du ikke har fået tilladelse af ejeren. Bare fordi du ser andre på isen, betyder det ikke at du også bare skal vade ud, især hvis du ikke har kendskab til nogle helt grundliggende huskeregler.

Vi havde alle is dupper om halsen og borede os forsigtigt frem. Man kan aldrig været for forsigtig, når det handler om at færdes på isen, uanset om man fisker eller ej..

Jeg fiskede idag med en lille Abu Garcia Veritas Ice stang og et Abu Garcia Revo SX hjul i størrelse 10 med Berkley Trilene XL i 0,28 mm og med det lette grej var selv de små ørreder en stor oplevelse at hive op på isen.

Når man fisker i minus grader – uanset om det er ved sø, kyst eller å – er det en stor fordel med nylonline på hjulet i stedet for flet. Nylonlinen suger ikke vand på samme måde, og fryser derfor ikke så nemt fast på selve spolen.

Jeg brugte en Mormyska (Berkley Fusion Tungsten jig) monteret med en af de små Berkley PowerBait Ice – Swordtail, men også de klassiske Berkley PowerBait – Power Maggot virkede for mig idag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *