Kølige havørreder på den åbne kyst

Efter en periode med mildt vejr, havde vinden igen indfundet sig i det kølige hjørne. Det kraftige lag rimfrost på forruden bebudede, at det nok ville blive en frisk omgang at jagte overspringere på den åbne kyst. Lysten til at komme afsted var dog brandvarm, så afsted mod Vestsjælland det gik.

Fremme på den aftalte P-plads mødte jeg Jonas, der også var klar på at lægge nogle kilometer bag os, i jagten på en god blankfisk eller to. Selvom vi var et stykke oppe af formiddagen, så hang tågen desværre stadig tungt i luften. Det plejer ikke at være det bedste havørredvejr, men DMi havde lovet opklaring senere, så vi lagde de første kast ud med god optimisme.

Efter en lille kilometer rendte vi ind i en lille stime havørreder og to gange i træk, kunne vi næsten helt synkront stå og afkroge nogle fine fine små grønlændere lige over og under målet. Lige så hurtigt som vi havde ramt stimen, ja lige så hurtigt var de væk igen. Fiskene gik utrolig tæt på land og har næppe haft mere end en halv meter vand under bugen.

Kort efter strækket med de første små grønlændere, var der igen bud efter vores blink på det lave vand. Vi havde begge følgere og fisk, der blot forsigtigt puffede til vores agn, men efter et spinstop kunne jeg sætte krogen i en lidt bedre fisk, der hurtigt fandt vejen til nettet.

Efter en kort kaffepause og med et ganske fornuftigt smil på læben, søgte vi videre langs kysten, hvor bølgerne efterhånden begyndte at rejse sig i takt med den tiltagende vind. Vi havde begge en god fornemmelse omkring pladsen, trods næsten cacaofarvet vand. “Det her kunne godt være en af de dage, hvor den helt store overspringer bekender kulør” sagde Jonas på et tidspunkt. I det efterfølgende kast, fik Jonas faktisk hug, og efter en intens fight, der nærmest var lige så meget over vandet, som under vandet, kunne endnu en fin blankfisk trækkes over netrammen. Det her var næsten for godt til at være sandt! To skønne havørreder – en til hver endda! Den fine fisk, måtte naturligvis lige fejres med en lille kaffepause mere.

Vi fiskede naturligvis strækket af, men mærkede ikke mere til fiskene, så vi tog en rask beslutning om at køre et par kilometer videre og opsøge en plads med næsten tilsvarende forhold – måske var der mere i vente?

Fremme på den næste plads, var det ganske tydeligt, at vinden havde sat gang i nogle efterhånden ret store bølger. Vandet var om muligt endnu mere grumset, men vi vidste jo, at fiskene kunne findes på det lave vand og at de sagtens kunne se vores blink – selv de helt matte farver. Efter et kvarters tid meldte Jonas igen “fisk” og det var jo dejligt at få bekræftet, at de fortsat var i hugget, selvom det blot var en undermåler.

Længere fremme på strækket, fandt vi et helt vildt fantastisk område. Her blev store bølger brudt langt ude over en revle. Et “gennembrud” i revlen, så dog ekstra interessant ud og påkaldte begge vores opmærksomhed. Selvom det måske ikke var lige her, at man skulle forvente at finde havørreder midt på vinteren, så var der alligevel en god stime havørreder, som havde taget ophold netop her, hvor der var relativt dybt vand, omgivet af store bølger fra brændingen. I løbet af små tyve minutter havde vi en del kontakter og hele 8 fine grønlændere, var inde og få fjernet krogen fra et nyt gennemløbsblink, som vi glæder os til at fortælle mere om senere.